Barn i en familie med alkoholmisbrug

 

At være barn i en familie med alkoholmisbrug betød isolation, manglende tillid til andre og angst. Læs denne meget personlige beretning.

Jeg er barn af en alkoholiker, og jeg er blevet bedt om at skrive et indlæg om, hvordan det har påvirket mig.

Jeg er i dag 24 år og har været i programmet i lidt over ni år. Som barn har jeg haft alt, hvad man materielt kan ønske sig og har aldrig lidt fysisk overlast. Derfor kunne det sikkert også være nemt at drage den konklusion, at jeg måske ikke har taget skade af at have haft en mor, der er alkoholiker. Men sådan fungerer det desværre ikke.

For mit vedkommende var jeg hele min barndom klart bevidst om, at min mor drak. Jeg blev også meget tidligt klar over, at det ikke var godt. Det skyldes muligvis, at min mor i perioder var ædru. Det gjorde det derfor også meget tydeligt at se forskel mellem, hvordan hun var, når hun drak, og når hun ikke gjorde det. Det gav også anledning til nogle lange ’diskussioner’ mellem mine forældre, fordi min mor jo, hver gang hun begyndte at drikke igen, påstod, at hun ikke gjorde det. Disse mange diskussioner husker jeg tydeligt – nok mest fordi jeg også tit selv deltog i dem.

Jeg isolerede mig fra omverdenen og byggede en mur op omkring mig selv. Det var umuligt at tage venner med hjem fra skole, fordi jeg ikke vidste, hvordan det stod til derhjemme fra dag til dag. Jeg var heller ikke tryg ved at være sammen med mine jævnaldrende, og jeg holdt dem på afstand. Det gjorde mig naturligvis til et nemt mobbeoffer – hvilket jo kun gjorde, at jeg isolerede mig og foragtede dem endnu mere. Jeg bildte mig ind, at jeg ikke behøvede ’dem’.
Det er først siden hen, at jeg har kunnet se, hvor meget min skolegang har været påvirket af situationen derhjemme. Jeg har haft svært ved at følge med, fordi mine tanker hele tiden var omkring det, der foregik derhjemme.

Det var først, da jeg blev 18 og havde været i programmet i ca. tre år, og min mor havde været ædru i fire, at jeg lige så stille begyndte at krybe ud af min skal og indrømmede overfor mig selv, hvor meget jeg faktisk savnede samværet med nogen på min egen alder. Det har været en isolation, som det har været svær at bryde ud af, og som jeg stadigvæk arbejder meget med. Det at have tillid til andre og at anse dem for mine ligeværdige er også en stadig øvelse.

Angsten blev min følgesvend som barn i en familie med alkoholmisbrug

Den konsekvens af min mors drikkeri, der har fyldt absolut mest i mit liv, er dog angst. Det er umuligt at sige præcis hvornår, den har sneget sig ind og hvilke ting, der har været udslagsgivende, men de første angstanfald kom, da jeg var omkring 12 år. Det er først indenfor de sidste to år, at jeg er blevet klar over, hvor omfattende min angst var blevet. Jeg var taget til et foredrag ved en angstterapeut, fordi jeg vidste, at jeg led af OCD. Men der sad jeg så og opdagede, at jeg faktisk led af diverse andre former for angst; deriblandt anfaldene som jeg på det tidspunkt ikke drømte om kunne være angst. Angstanfald er en meget voldsom og ubehagelig fysisk oplevelse, der så vidt jeg har hørt, kan minde om symptomerne på et hjerteanfald. Meget ubehageligt!

Jeg valgte at få det godt igen

Da jeg var 14 år, begyndte jeg i Alateen, og jeg er blevet i programmet siden. Jeg går stadigvæk til Al-anon møder og kan ikke undvære dem. Det har reddet mit liv og givet mig mange erfaringer.

Der er efter min bedste overbevisning ingen børn, der går ram forbi i en familie med alkoholmisbrug. Men det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på det, og denne fortælling er kun én version af mange. Men jeg tror også, at alle kan få et godt liv igen. For mig kom vendepunktet, da jeg forstod, at selvom det var min mor, der havde forvoldt mig al min smerte, så var den eneste, der kunne beslutte og tage ansvar for, om jeg ville have det godt igen, mig selv. Og det er i mine øjne en stor nådegave, at jeg selv kunne tage denne beslutning og finde den hjælp, jeg havde brug for.

Min mor var faktisk den, der gav mig skubbet i den rigtige retning. Hun blev ædru for 10 ½ år siden, og det var hende, der fik mig overtalt til at prøve Alateen. Det, at min mor var blevet ædru, gjorde formentligt også, at jeg efterhånden indså, hvor selvdestruktiv min adfærd var blevet. For faktum var, at da hun begyndte at få det bedre, havde jeg det stadigvæk skidt, selvom hun ikke længere drak.

I dag har min mor og jeg et fantastisk godt forhold til hinanden, vi kan snakke med hinanden, og vi deler den store glæde at have programmet til fælles.

 

Niels, barn i en familie med alkoholmisbrug.