Jeg har fået meget ud af at være med i De små Skuldre


Joachim, 11 år:

Jeg startede i De små Skuldre fordi min far er alkoholiker. Jeg havde forestillet mig lidt, hvad det skulle handle om, og derfor synes jeg, det var nemt at starte i gruppen, og jeg følte at jeg var med i den lige fra starten.
Jeg har lært meget om alkohol, og det var godt og spændende at høre de andre børns historier. Jeg synes ikke, det var svært at fortælle min egen historie, for jeg havde fortalt nogle af mine gode venner fra klassen om det. Jeg synes, det var synd for de børn i gruppen, der stadig har forældre, der drikker.
Weekendturen til sidst var rigtigt god og hyggelig. Det var rart at være afsted sammen med min far, for så kunne vi begge snakke om tingene sammen.
Jeg har fået meget ud af at være med i De små Skuldre. Jeg forstår mere om alkohol, og når jeg kan snakke med min far om det, er jeg også mere tryg og glad for at være hjemme hos ham.

Joachims far:

Jeg var meget spændt på, hvordan det ville være at sende Joachim i De Små Skuldre. Joachim startede der først efter, jeg havde været i behandling, og var stoppet med at drikke, så jeg var bekymret for, om det ville rippe op i en masse dårlige minder, hvis han skulle sidde og dele sine historier.
Heldigvis blev det netop en positiv ting, at han fik mulighed for at snakke med andre børn, om hans minder og tanker. Og han følte sig tydeligvis tryg ved idéen om, at han kunne snakke frit og åbent i gruppen. Han var glad, når han var færdig med en session i Århus men også træt, så det var tydeligt, at han havde meget, som han har gået og rodet med, men som han nu fik afløb for.
At vi kunne slutte forløbet med en weekend, hvor der var fuld fokus på, hvad mit misbrug har betydet for børnene var bare en ekstra bonus. Det meste af min behandling har handlet om mig, og på weekenden fik jeg helt nye input og værktøjer, som jeg bruger, når Joachim og jeg snakker om mit misbrug. Jeg vil virkelig anbefale forløbet til alle – også til dem, der (ligesom jeg) troede, at mit misbrug har været skjult og ikke berørt børnene ret meget. Man bliver overrasket over, hvor meget de har opfanget.

 

Hvis du vil vide mere om, hvordan De små Skuldre kan hjælpe dit barn så ring til 70 20 40 80 eller send en mail til desmaaskuldre@tjele.com