Voksen barn af en alkoholiker
Maria er voksen barn af en alkoholiker. Det har været en lang og tung rejse til endelig at kunne give slip på at ville hjælpe alle andre med at løse deres problemer.
At alkoholisme har vidtrækkende konsekvenser for både alkoholikeren og familien er veldokumenteret og skræmmende viden. Spørgsmålet er, hvordan vi kan holde fast i en tro på, at både alkoholikeren og de pårørende kan komme sig fysisk, psykisk og socialt efter i lange perioder at have levet i skyggen af misbrugets tyranni.
For mens alkoholikeren i sin kamp mod afhængigheden har løbet efter sin flaske for at få kontrol over sit stof, har de pårørende typisk løbet efter alkoholikeren for at få kontrol over ham/hende. Først når ’alkoholmonsteret’ kommer frem i lyset, og trolden har fået et navn, kan en lang helingsproces starte.
Når proppen er sat i flasken, og roen og troen har sænket sig over familien, er det første skridt taget. Men det er vigtigt at have øje for, at alle i familien har været følelsesmæssigt overbelastede. Skal vi for alvor gøre os fri af misbruget, kan det være vigtigt, nyttigt og nødvendigt, at de enkelte familiemedlemmer får hjælp til at vende blikket mod sig selv og får gjort op med gamle mønstre og overlevelsesstrategier, som ikke er sunde. Og det er et langt sejt træk.
I forbindelse med mit behandlingsophold på Tjele fik mine børn tilbud om at deltage i et familiekursus. Min datter, Maria, som er yngst og dengang 19 år, tog mod tilbuddet. Det var et enestående udgangspunkt for, at vi fik et fælles grundlag til at forstå, hvad der var sket i vores familie, og hvordan alkoholen havde påvirket vores relationer og følelsesliv i familien.
Min datter måtte passe på mig
Da min familie brød sammen, var det min datter, der blev tilbage for at passe på sin mor. Ja, nogen måtte jo gøre det! Sønnerne var flyttet hjemmefra og i gang med studier og deres eget liv, og manden havde i afmagt taget sit gode tøj og var gået. Tilbud til datteren om at hun kunne flytte med, blev resolut afvist af hende på daværende tidspunkt. Og jeg var ganske enkelt ikke modtagelig overfor hverken bønner, trusler eller gode råd, ligesom jeg dengang ikke var i stand til at tage ansvar for min del af miseren i familien. Ubegribeligt hvor tykt mit forsvar var. Jeg var verdensmester i benægtelse, projektioner og dårlige undskyldninger. Først da jeg blev konfronteret med, at mine børn var ved at forlade mig, brød mit forsvar sammen, og jeg kunne begynde at tage imod hjælp.
Det er tungt at og sorgfuldt at tænke på. Men den eneste måde at komme videre på er at give plads til, at vi alle sætter ord på, hvordan det var, og hvad vi ønsker os i fremtiden – og herefter forsøge at leve op til vores egne løfter. Og her må vi have blik for, at det kan være helt nødvendigt at gøre op med de gamle mønstre, vi hver især udviklede for at overleve, så der kan blive plads til forsoning og konstruktiv forandring.
Min datter led voldsomt i den sidste tid, hun boede alene sammen med mig. Men hun led ikke kun i stilhed; heldigvis kan man sige. Ud over at hun ordnede, sørgede for mad og praktiske ting i hjemmet, vogtede hun over mig som en høg med skrap kontrol over mit indtag af alkohol og medicin. Vi havde næsten parallelle strategier af snedige udveje for kontrol, undvigelse og overvågning. Desuden bekymrede hun sig altid og skældte ud; ringede og regerede over for sine brødre, og gemte for en sikkerheds skyld også lidt raseri til senere brug over for sin far.
Den sidste rest af energi brugte hun til et forsømt ungdomsliv, hvor skolen var opgivet og identiteten blev fundet i en klike af veninder og venner, der bl.a. dyrkede mørket, kæmpetøj, piercing, punker- og ’emostil’. I grunden ikke mærkeligt, at hendes daglige ufordringer krævede en hel særlig uniformering.
Jeg var pinligt bevidst om, at jeg var på et ufatteligt skråplan, og at noget skulle ske. Vores held var, at vi havde mange handlekraftige mennesker i familien. Det lykkedes under stor protest at få sendt datteren på en dannelsesrejse hos min bror til et fjernt kontinent. Det var på mange måder en øjenåbner for hende, fordi hun fandt ud af, at jeg ikke døde i hendes fravær, og hun fik langt om længe ro til at lave planer og leve sit eget liv. Maria er i dag en voksen, kompetent og livsduelig kvinde, der lever sit eget liv.
Marias problemløsningscentral
Hun deltog i et familiebehandlingskursus ca. ½ år efter, at jeg havde været i primærbehandling, og det var en vigtig brik i hendes helingsproces. Hun ordner stadig, bekymrer sig og raser i passende mængder. Men nu gør hun det med stor humor og selvindsigt. Vi har lagt fortiden bag os og arbejder hver især med at bryde nogle gamle mønstre. Men de stikker stadig hovedet frem – heldigvis uden at de i dag løber af med os.
Er der begivenheder i familien, står datteren gerne og selvfølgeligt i spidsen for planlægning og tilrettelæggelse af detaljer, så alle forbliver venner og vennesæle. Har nogen forsømt at tale ud om tingene, er hun til rådighed med analyser og råd om, hvem der skal tale med hvem og hvorfor. Da jeg på et tidspunkt spurgte hende, om hun var blevet ’arbejdsløs’, efter at jeg var holdt op med at drikke, grinede vi lidt, efterhånden som vi fordybede os i emnet. For der var måske en lille sandhed i denne påstand. For når man ikke længere skal bekymre sig om sin mor, så må bekymringen jo finde et andet sted at bo – ellers er bekymringen jo arbejdsløs. Eller den virkelige udfordring: Hvordan være en arbejdsløs problemløser uden problemer, der skal løses?
Når der er krise i venindernes relationer, parforhold og vice versa gløder Marias telefon. Der er intet galt i at være hjælpsom, omsorgsfuld og stille op for sine venner. Men det er godt at være på vagt overfor den evige hjælpsomhed, ordnen og regeren, fordi det også kan være et udtryk for, at man distancerer sig fra egne følelser og stillingtagen til sit personlige liv.
Og når mor lukker en mand ind i sit liv, går datterens bekymrings-gen atter i højt alarmberedskab. For selv om hun under mig alverdens lykke og kærlighed, vil hun for en sikkerheds skyld skærme mig mod skuffelser og livets fortrædeligheder. For hvad nu hvis…
I vores familie kalder vi fænomenet: ‘Marias problemløsningscentral’. Da der sidst var krise i venindekredsen, ræsonnerede hun, at hun NU var blevet enig med sig selv om, at kontoret i fremtiden skulle være lukket efter kl. 20. Ligeledes ville hun seriøst overveje at indføre ferielukning i ’problemløsningscentralen’. Efter at hun havde læst mine refleksioner i denne fortælling, kunne hun meddele, at ’problemløsningscentralen’ faktisk har været lukket i flere måneder, fordi hun ærligt talt var alt for optaget af et spændende job. Men den kunne jo altid åbne igen, hvis hun havde behov for overspringshandlinger, fortalte hun med glimt i øjet.
Denne samtale gjorde mig rigtig glad. Jeg tænker dagligt på, hvor taknemmelig jeg er over det liv, jeg har fået, og det forhold jeg har til mine børn i dag. Vi kan ikke ændre på fortiden. Men vi kan hver især tage ansvar for at kommunikere om vores personlige følelsesliv og bestræbe os på, at vi fremadrettet vil leve efter sunde værdier. Vi kan ikke skærme os mod modgang i livet, men vi kan gøre op med gamle usunde mønstre, så vi ruster os til livets udfordringer. Gamle vaner er genstridige, men de kan brydes hvis vi tør, og det kan give gode muligheder for personlig vækst.
Gladys, mor til Maria